5 tips til mere dagslys i boligen

Vi mennesker er afhængige af lys, og den bedste kilde til lys er naturligvis solen. Men hvordan får man så meget dagslys som muligt ind i boligen? Vi har her samlet 5 tips til, hvordan du kan sikre et bedre lysindfald i din bolig.

Mal i lyse farver

Mørke farver stjæler lyset, imens lyse farver reflekterer lyset og trækker lysstrålerne længere ind i rummet. Det kan derfor være en god idé at male vægge, lofter og gulve i lyse farver, så dagslyset har en chance for at overleve i din bolig. Det betyder dog ikke, at alt i din bolig skal være lyst. Du kan sagtens fremhæve en sofa eller andre møbler eller pyntegenstande i kontrastfarver. Det kan faktisk få rummet til at virke større.

Ryd vindueskarmen

Lyset kommer ind ad vinduet – men kun, hvis der ikke er en masse andet i vejen. Mange har en tendens til at proppe vindueskarmen til med bl.a. planter og andre pyntegenstande, og det forhindrer simpelthen lyset i at komme ind. Det er derfor en god idé at flytte større planter ned på gulvet eller hænge dem op, og så kun bruge vindueskarmen til f.eks. glasvaser, som reflekterer lyset.

Skift vinduerne ud

Det kan også være vinduerne i sig selv, der simpelthen bare ikke er bygget til at lade sollyset ind. Det kan f.eks. være på grund af deres lille størrelse eller på grund af nogle forhindringer i form af opdelinger. Det kan du undgå ved at skifte til nogle større vinduer, som udelukkende består af glas – og ikke en masse opdelinger.

Fjern forhindrer udendørs

Det er ikke kun elementer indenfor, der kan bidrage til at dagslyset har svært ved at bryde indenfor. Der kan også være forhindringer udendørs. Det kan f.eks. være en lidt for høj hæk eller nogle lidt for store træer. Det kan give en del mere lys i boligen, hvis du f.eks. klipper hækken lidt ned eller beskærer eller fælder nogle træer i haven.

Investér i ovenlysvinduer

Normalt er det begrænset, hvor der kan komme dagslys ind – men det kan man jo også gøre noget ved. Man kan f.eks. få monteret ovenlysvinduer i opholdsrum, så lyset har mulighed for at komme ind flere steder. Det er selvfølgelig en stor investering, men det er alle pengene værd, når du lige pludselig får et dejlig lyst hjem frem for en mørk grotte. Det kan også give bedre udluftning og dermed et bedre indeklima.